Sådan fandt Lauren Henderson sine vinger

Lauren Hendersons mentale velbefindende blev lagt i ruiner, da en fire år lang kamp med Crohns Colitis tvang hende væk fra lærerjobbet.

Efter uden held at have prøvet kemoterapi og adskillige andre former for stærk medicin fortsatte hendes helbred i en nedadgående spiral. Selvom hun beskriver denne periode med "jeg lå på badeværelsesgulvet i fosterstilling" og "gik på toilettet 40 gange om dagen", var tanken om at gå med en stomipose alligevel for skræmmende til, at hun ville overveje det.

Hvis vi spoler nogle år frem i tiden, er Laurens tilværelse ikke til at genkende. Ileostomioperationen har givet hende modet til at blive gift, få et barn og endda stifte en velgørenhedsorganisation, der hjælper andre mennesker med stomi – Purple Wings. Med følgende ord fortæller Lauren om vendepunktet i sit stomiforløb og beskriver, hvordan hun håndterede dårlig mental sundhed.

Lige før jul i 2008 tog mit liv en alvorlig drejning. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at det ændrede mit liv for evigt. Som 20-årig universitetsstuderende, der aldrig havde været syg i hele sit liv, begyndte jeg at gå på toilettet langt mere end normalt.

Først troede jeg, at det nok bare var en madforgiftning, så jeg ventede i to uger. Men da det ikke gik over, fik jeg en tid hos min praktiserende læge, der sagde, at jeg skulle give det yderligere to uger, og så ville de undersøge det nærmere.

Det blev april, og jeg ventede stadig på svar. Hvorfor gik jeg på toilettet op til 40 gange om dagen? Hvorfor havde jeg kroniske smerter og var udmattet? Mentalt følte jeg væmmelse og skam.

Kort tid efter fik jeg en tid til koloskopi. Jeg var aldrig blevet bedøvet før, og selvfølgelig havde ingen nogensinde ført et kamera op i mig! Da jeg fik resultatet, følge jeg mig flov og knust. De sagde, at jeg havde Crohn's Colitis.

"Mit ansigt hævede som en ballon, og jeg anede ikke hvorfor – ingen havde fortalt mig om bivirkningerne".

Efter anbefaling fra min kliniker begyndte jeg at tage steroider og anti-inflammatoriske piller. Jeg skulle også have et lavement hver aften. Alt dette resulterede i, at jeg lå i fosterstilling på badeværelsesgulvet med smerter og prøvede at holde medicinen inde i min betændte tarm. De fleste nætter lå jeg der og græd over, hvordan mit liv var blevet.

Jeg var mentalt nedbrudt. Og det var ikke kun de pinlige øjeblikke, hvor jeg pludselig skulle på toilettet – steroiderne havde en væsentlig indflydelse på min selvtillid. Mit ansigt hævede som en ballon, og jeg anede ikke hvorfor – ingen havde fortalt mig om bivirkningerne. Jeg tog hurtigt på og oplevede forfærdelige humørsvingninger – alt hvad jeg ville var at spise.

Derefter, den samme weekend, hvor jeg fik diagnosen, skete der noget forfærdeligt – mit første uheld. Jeg kan huske, at jeg stod i mit soveværelse med blod og diarré på gulvet. Jeg anede ikke, at det fremover ville blive en daglig kamp for mig. Det styrede mit liv.

Jeg var en ung kvinde, der lige var startet på læreruddannelsen, og til min store overraskelse var jeg også gravid. Desværre var min kæreste og jeg lige gået fra hinanden, og han ville ikke have noget med situationen at gøre, så jeg måtte klare mig selv som alenemor. Det var bare alt for meget. På det tidspunkt fik jeg et mentalt sammenbrud.

"Da jeg arbejdede på fuld tid og var enlig mor, var jeg nødt til at fortsætte. Hvile var ikke en mulighed".

At jeg fik min søn, Teddy, gav mig et formål. Han var et fyrtårn i mit liv. Det bød dog på nogle nye udfordringer. For eksempel når jeg var ved at give ham mad – skulle jeg gå på toilettet og lade ham græde, eller skulle jeg tage ham med? Eller når jeg skulle på toilettet, mens jeg kørte – skulle jeg efterlade ham i bilen eller tage ham med og risikere et uheld i mellemtiden?

Min sygdom styrede hele mit liv. Da jeg arbejdede på fuld tid og var enlig mor, var jeg nødt til at fortsætte. Hvile var ikke en mulighed. Til sidst sparede jeg lidt penge sammen til en billigrejse til Benidorm i Spanien og besluttede at forlade min stilling.

Jeg var ikke på steroiderne mere (gudskelov!), og mit hævede ansigt begyndte at ligne sig selv igen. Da jeg sad på flyet klar til at lette, havde jeg en skrigende 16 måneder gammel dreng, der ville ned og løbe. Det var selvfølgelig ikke en mulighed, så jeg tog ham op på mit knæ og sang fjollede sange – hele tiden med smerter, mens jeg ønskede, at jeg aldrig var taget på ferie. Jeg var rød, svedig og desperat efter at få ham til at være rolig.

Pludselig grinede han. En person bag mig havde travlt med at underholde Teddy. Jeg vendte mig om for at se, hvem der lavede ansigter, og der var Kieran. Den samme mand, der skulle blive min kommende mand. I skrivende stund har vi været gift i syv år, og Kieran har været helt fantastisk under min sygdom.

"Før operationen var jeg bange. Jeg havde mareridt om posen, der hang på mig, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente".

Samme dag som Kieran friede til mig, ringede de og sagde, at jeg skulle opereres. På det tidspunkt havde jeg prøvet Humira – indsprøjtninger i maven og Infliximab – hver ottende uge, men intet virkede. Jeg havde endda taget en stærk dosis kemoterapi, men det hjalp heller ikke på mine symptomer.

Jeg var bange for at gå ud, jeg var kræsen med, hvad jeg tog på (hvis jeg kom ud for et uheld), og jeg så ikke mine venner. Jeg var helt isoleret. Arbejdet var hårdt, og selvom jeg prøvede at vende tilbage, kunne jeg bare ikke klare det. Mit mentale velbefindende var knust, og min fysiske sundhed lå i ruiner – og alligevel så alt fint ud på overfladen!

Før operationen var jeg bange. Jeg havde mareridt om posen, der hang på mig, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente. Min største bekymring var nok, at jeg dagligt skulle være afhængig af medicinsk udstyr. Dagen før min operation, så jeg på min søn, der sad og spiste toast med bønner. Jeg så hans glade ansigt og spekulerede på, om han kunne mærke, at sygdommen voksede inden i mig – den rene frygt.

Når det er sagt, følte jeg mig ret positiv, da jeg blev kørt ned på operationsstuen. Jeg var heldig, fordi konsultationen før operationen var med min stomisygeplejerske. Hun viste mig, hvordan en stomipose så ud, og jeg må indrømme, at den var helt anderledes end de billeder, jeg havde forestillet mig i mit hoved. Personalet gav mig en lille, uigennemsigtig stomipose – og den så næsten sød ud! Det var en Dansac NovaLife-pose.

I det øjeblik så jeg på min mor og begyndte at græde. Jeg indså, at en lille ændring i mit "rørsystem" ville give mig mit liv tilbage. Men hvad jeg ikke forventede var, at operationen også ville give mig et mere tilfredsstillende liv. Jeg kunne nu være den mor, jeg gerne ville være og fortsætte mit job som karrieredrevet lærer. Jeg kunne fortsætte uden at være bange. Dette var også takket være Kieran, som var fantastisk efter min operation, og som bare var så glad for at se mig rask.

"Mit råd til alle, der skal have foretaget en operation eller allerede har en stomi, er at finde sammen med andre positive mennesker".

Efter operationen tog det et stykke tid at vænne sig til det, og der var tidspunkter, hvor jeg hadede min pose. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så følte jeg mig meget gladere. Jeg troede tidligere, at jeg skulle købe nyt tøj og planlægge hver tur omhyggeligt, men jeg kunne ikke have taget mere fejl. Min sygdom var den invaliderende faktor – stomien, på den anden side, hjalp mig med at leve uden bekymring.

Mit kropsbillede havde ikke ændret sig – det havde bare rykket sig. I dag betragter jeg min pose som en del af mig selv, og jeg opfatter ikke mig selv som andet end normal. Faktisk bliver folk altid meget overraskede, når jeg fortæller dem, at jeg har en stomi.

Min mentale tilstand blev også bedre efter operationen. Efter at have haft det dårligt i mere end fire år og ikke kunnet styre mine toiletvaner, var jeg endelig fri. Jeg forstår, at mange andre ikke har det på samme måde i begyndelsen. Og det er derfor, jeg startede Purple Wings Charity for at hjælpe folk med stomi med at få modet tilbage.

Mange mennesker, der lever med en stomi, accepterer ikke, at de har den. Jeg mener, at man skal sige tingene ligeud og spørge, "hvad kan du selv gøre?". Jeg ønsker, at folk skal forstå, at livet sommetider kan tage en uventet drejning, og ja, det ville være dejligt ikke at have brug for en stomi, men nu handler det om at leve og ikke bare at være til. Jeg lever, fordi jeg har en stomi.

Mit råd til alle, der skal have foretaget en operation eller allerede har en stomi, er at finde sammen med andre positive mennesker. Prøv at forenkle, hvad det vil sige at få en stomi – det er bare en ændring af dit rørsystem. Når det kommer til stykket, skal vi jo alle lave stort!

Jeg vil også opfordre folk til at skrive en liste over de ting, de ikke kan, efter de fik en stomi, og de ting, de kan – jeg vil vædde på, at "kan"-listen er meget længere end "kan ikke"-listen.

Accept er afgørende. Accept er tillid, og tillid er skønhed.